L-Gant Europé Katte
Hvad er en Europé?
Européen er en racekat, der har sin oprindelse i de nordiske huskatte. Det er pointeret i FIFé's standard, at racen ønskes fri for indblanding af andre racer, da man ønsker at racen skal være så naturlig som mulig. Européen skal være en harmonisk og stærk kat, der ikke bør adskille sig i udseende fra de naturligt udviklede katte.
I både udseende og temperament er européen en meget robust kat. Den tager alting oppefra og ned, og der skal generelt meget til at hyle en europé ud af den. Det er en meget kærlig og engageret kat, der interesserer sig for hjemmets daglige gøremål. Den elsker opmærksomhed fra hjemmets gæster. Det er dog stadig en kat, der kan underholde sig selv, og ikke behøver at blive aktiveret og udfordret konstant.
Européen kommer godt ud af det med andre katte, da den har et meget velfungerende kattesprog. Derudover er den meget tolerant og har det godt sammen med både børn og andre kæledyr som for eksempel hunde.

